Lægning af indendørs fliser

Modtagelse: 
Når fliser modtages med fragtmanden, skal fliserne under tag eller overdækkes med pressenning, således emballage og fliser ikke bliver våde.

Underlag. Ingen fliser er stærkere, eller monteres bedre, end det underlag de monteres på. Underlaget skal være bæredygtig, og må på ingen måde virke fjedrende. Underlaget skal være jævnt, og skal overholde gældende regler. Max. 2 mm udsving målt pr. meter. Til at kontrollere gulvhøjden bruges en retholt på min. 2 meter. Overfladen skal være ren og tør, og må på ingen måde virke porøs. Det anbefales, at man altid primer underlaget. Uanset det er gamle eller nye gulve. Primeren sikrer fliseklæbens klæbeevne til betonen.

Før nedlægning: 
Sluk for gulvvarmen. Find linjerne i rummet / rummene, således fliserne får en naturlig linje igennem alle rum. At der ikke afsluttes med meget smalle fliser ved nogle vægge.

Så vidt det er muligt, skal der afsluttes med samme bredde flise, som der er startet med. Altså at miderste flise i rummet er centreret i midten. Nedlæg evt nogle fliser i rummet / rummene. Det kan hjælpe med at give overblik. Husk at medregne fugebredden. Når fliserne ligger løst på underlaget, kan man samtidig tage stilling til, om fliserne skal monteres uden forbandt, 1/4 forbandt, 1/2 forbandt eller 1/3 forbandt.

Kontrollér også, at der er plads i højden. F.eks ved døre osv.
Brug evt. en kridtsnor til afmærkning af linjerne til fliserne.  

Nedlægning:
Hav følgende klar inden nedlægning startes: Spand med rent vand. Murersvamp. Blyant. Tommestok. Waterpas. Tandspartel. Boremaskine med piskeris. Fugesnor / afstandsstykker. Vinkelsliber med diamantklinge. Fliseskærer. 
Bland fliseklæber som det fremgår af produktinfo. Brug piskeris for at opnå en jævn blanding:

Udlæg fliseklæber på det sted der skal startes. ( ikke mere, end at fliseklæber hele tiden føles fugtig og ikke danner hinde)

Træk fliseklæben ud med tandspartel på kryds og tværs, således der er ens højde på hele nedlægningsfladen. Højden på tandspartel afhænger af flisestørrelse og underlag. Jo større flise jo højere tandspartel. Ved et jævnt underlag, bruges typisk en 10 mm tandspartel til en flisestørrelse på 60 x 60, men kommer altid an på projektet.

Er der tale om fliser med en større længde / bredde end 55 cm, skal også flisen, bagsmøres med et tyndt jævnt lag fliseklæb. Er der tale om fliser med en større længde / bredde end 55 cm, skal der altid bruges en fliseklæb, som er godkendt til storformat fliser.

Der skal over alt være kontakt mellem flisens bagside og fliseklæb. 
Efter nedlægning af flisen, trykkes flisen let og jævnt ned i fliseklæben. Kontroller dette ved at flisen er let trykket ned i fliseklæben hele vejen rundt på flisens kanter. Er der kommet fliseklæb på overfladen, skal dette straks fjernes med en våd svamp. Fortsæt på denne måde, indtil alle fliserne er monteret.

Vær opmærksom på, at en evt. reklamationsret bortfalder, så snart fliserne er lagt. Fliser der er monteret, er også godkendte.

Er der leveret mere end 1 palle fliser, skal nedlægning hele tiden foregå fra forskellige paller. Uanset kvaliteten på fliserne, kan der forekomme små farveforskelle på de enkelte paller. Ved at mixe pallerne, vil evt. farveforskelle ikke være synlige.

Fugning:
Efter ca. 24 timer kan fliserne fuges. Fliserne skal være rene på overflade og kanter. Det anbefales at vaske / støvsuge gulvet. Også mellem fliserne, da evt. støv osv. kan misfarve fugen. Især mørkere fuger er sårbare over for misfarvninger.
Bland fugemassen. Følg producentens anvisninger nøje. Ellers risikerer man at fugen synker uforholdsmæssigt meget, mister bæreevne, og får forskellig farve på gulvfladen.

Læg en klat fugemasse ud på fliserne. Træk denne ud over flisefugerne på kryds og tværs med en gummispartel. Vær omhyggelig med at fugemassen er presset godt ned i alle fuger.

Træk overflødig fugemasse af fliserne, på en måde så fugerne fremstår glatte og i samme højde.

Lad fugemassen tørre indtil overfladen på fugen har "sat sig". Tørretiden varierer fra projekt til projekt, alt efter temperatur, fugtighed osv.
Når fugemassen virker fast, afrenses overfladen med en opvreden svamp. Vær omhyggelig med afrensningen. Fugeslør som ikke er fjernet, kan være vanskelig at fjerne efterfølgende.

Fortsæt på samme måde indtil alle fliser er fuget.

Dansk Flise Lager ønsker dig en god fornøjelse med dit gør-det-selv-projekt. 

Find tilbehør til dit projekt lige her